Solitaire
(C) 2001, 2016, Flemming K. Jensen
flemming.k.jensen@gmail.com


 

Solitaire var oprindelig et lille Java projekt jeg rodede med i sommeren 2001. Resultatet var en Java Applet, hvormed man kunne spille to kabeler: Diplomaten og 7-Kabalen. Senere kom der desværre så mange sikkerhedsproblemer med Java Applets i almindelighed, at diverse browsere begyndte at stille store og besværlige krav til dem, for at de kunne køres. Det betød at Java Applet'en med kabalerne ikke længere kunne køres.

Jeg har nu lavet en ny version af programmet (i 2016), denne gang i JavaScript, og det er igen muligt at lægge en kabel. Det specielle ved programmet har altid været den kabale, der hedder Diplomaten, og det nye program indeholder kun denne kabale.

  Navnet kabale bruges kun i Danmark og Norge. I det meste af Europa kaldes det en patience (eng./fr.: "tålmodighed"), mens det i USA kaldes en solitaire.
 

 

Diplomaten

Der er i virkeligheden mange kabaler der hedder Diplomaten. Det er typisk for kabaler, at der er mange der hedder det samme — f.eks. er der utallige, der hedder Napoleon.
 

 

Regler

 

I Diplomaten starter man med otte rækker, med hver fire kort, hvor det øverste kort vender billedsiden opad. Der anvendes to spil kort (uden jokere). Der bygges derfor på hele otte esser efterhånden som disse fremkommer. På esserne må der (som det kendes fra mange andre kabaler) kun bygges i samme kulør (dvs. kun spar på spar, hjerter på hjerter, osv.), og kun opad (dvs. fra es, to, tre og op til kongen). I de otte rækker (der starter med fire kort) må der kun flyttes ét kort af gang, dvs. man må ikke flytte sekvenser (hvilket gør det sværere!). Bliver en række tom, må man placere et hvilket som helst kort på den tomme plads (det er meget vigtigt, at få tomme rækker, hvis det skal lykkes at løse kabalen). I rækkerne må man bygge kort oven på hinanden, nedad, og det uanset deres kulør. F.eks. må man lægge ruder 7 på en hvilken som helst otter, f.eks. klør 8 (hvilket gør det nemmere!). Håndbunken må kun tages af én gang (hvilket gør det sværere).

I de oprindelige regler er det tilladt at flytte kort fra es-bunkerne tilbage til de otte rækker. Dette er også tilladt i dette program, men jeg undlader selv at gøre det. Det er min oplevelse, at det ikke bør være nødvendigt, og jeg vil gerne kunne klare mig uden.

 

 

Strategi

 

Diplomaten kan godt være noget svær indtil man finder en fornuftig strategi. Som sagt er det vigtigt at have tomme rækker. Det skyldes at tomme rækker øger mulighederne for at flytte kort, og uden tomme rækker kan man kun flytte meget lidt. Jeg prøver så hurtigt som muligt at etablere to tomme rækker, og arbejder sjældent med mere. Har man først det, går kabalen normalt op. Det skal dog ikke ske alt for sent, for mens man kun har én tom række, eller slet ingen, er man nød til at efterlade mange kort i bunken, og mange vendte kort i bunken gør det svært eller umuligt at løse kabalen.

Det er særlig vigtigt, at man ikke bliver nød til at efterlade små kort i bunken. Små kort er her defineret som kort fra 2'erne til 5'erne. Et par stykker kan gå, men små kort i bunken forhindrer, at man kan flytte kort fra rækkerne op på de bunker man bygger på esserne. Vigtigheden af ikke at få for mange små kort i bunken gør at man i et vist omfang bør ofre tomme rækker for at holde dem i spil. Jeg har ikke nogen præcis regel, da det kan afhænge af hvor man befinder sig i spillet. Generelt vil jeg sige at man lægger små kort ud når man har to eller flere tomme rækker, men har man kun én tom række lægger man kun 2'ere og 3'ere ud. Men man skal passe på! At være uden to tomme rækker i længere tid kan ødelægge det hele!

Vær tilbageholdende med at vende kort i bunken, lav så meget som muligt med de kort der ligger i rækkerne først — det gælder specielt fra starten.

Der er ingen regler uden undtagelse, og skal man blive rigtig god til at løse Diplomaten, skal man også vide hvornår man kan/bør fravige strategien — men det kommer med erfaringen!

 

 

Brugervejledning

 

Som nævnt kan man kun flytte ét kort af gangen, men da man hurtigt finder ud af, at tomme rækker gør det muligt at flytte flere kort fra en række til en anden, er programmet lavet så det tillader dette alt efter hvor mange tomme rækker der er. Det kan forøvrigt bemærkes at måden hvorpå man kan flytte flere kort via tomme rækker, ligner de flytninger man kan foretage i Tower of Hanoi.

Med én tom række, kan man flytte to kort fra en bunke til en anden, eller ét kort til den tomme række. Har man to tomme rækker, kan man flytte fire kort fra en bunke til en anden, eller to kort til en tom række. Har man tre tomme rækker, kan man flytte otte kort fra en bunke til en anden, eller fire kort til en tom række. Bemærk, at antallet af kort man kan flytte til en tom række kun er det halve af, hvad man kan flytte fra en bunke til en anden. Bemærk også, at for hver ekstra tom række man får, fordobles antallet af kort man kan flytte. Med de anførte tal, kan man se hvorfor to tomme rækker er nødvendige, og hvorfor tre tomme rækker ikke er så påkrævede. Når man ind imellem har tre (eller flere) tomme rækker vælger man ofte at rydde lidt op i bunkerne, så man nemmere kan klare situationen, hvis det senere bliver kritisk med tomme rækker.

En speciel ting ved programmet, er at det også er muligt at flytte sekvenser til de rækker man bygger på es'erne. I disse sekvenser skal alle kort have den samme kulør, da de ellers ikke vil kunne placeres på es-bunkerne.

Der tages automatisk af bunken når der ikke er nogen kort der er vent.

Øverst (i status-baren) optræder der et seed, der er en kode man kan gemme hvis man ønsker at løse den samme kabale igen, eller man f.eks. vil udfordre andre til at løse den samme kabale. Ved at klikke på "Seed" åbner der sig en dialogbox, hvorfra man kan kopiere eller indtaste et seed, som programmet så vil anvende.

Der er også en angivelse af, hvor mange træk man bruger til at løse kabalen. Der er anført to tal. Det første er antallet af flytningerne man som bruger af programmet har foretaget, mens det andet tal er hvor mange træk dette reelt har afstedkommet. Man kan f.eks. ved ét træk flytte en sekvens af kort, hvis man har tomme rækker, men der vil reelt være tale om flere træk, da flytningen laves med en række flytninger af enkelte kort via de tomme rækker. Jeg er normalt ligeglad med hvor mange træk jeg bruger, da det ofte kan være nyttigt at rydde lidt op i rækkerne undervejs. Men det var interessant at programmere træk-tællerne, så derfor!

Der er også en timer, der viser hvor længe man har været om at løse kabalen. Man kan pause timeren ved at klikke på den. Den starter igen når man flytter et kort.

Når jeg selv løser kabalen, tager jeg mig ikke af hvor mange flytninger jeg laver, eller hvor lang tid det tager. Det er svært nok i forvejen!

Ønsker man at løse en ny kabale, skal man blot reloade siden.

Hvis man anvender en tablet eller lignende, har man også mulighed for at trække kort rundt, og kan spille det fuldstændig som man vil gøre det på en PC. Der er dog en mulighed som man måske nogle gange vil bruge på en tablet. Man kan nemlig markere et kort ved at klikke på det, og dernæst klikke på det sted hvor man ønsker at flytte det hen. Man kan gøre det samme for sekvenser af kort, ved at klikke på det "øverste" kort i sekvensen, hvorefter en række af kort vil blive markeret. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at man gerne må være lidt forud med de klik man laver, da de først bliver behandlet efterhånden som de enkelte flytninger er fuldført. Det kan samtidig være en fordel at bruge flere fingre, så man ikke behøver at flytte hænderne så meget under spillet.

Når man har løst kabelen en del gange, vil man bemærke at den reelt er løst når der ikke er flere kort tilbage i bunken, og den bunke man bruger til at vende kortene, og der ikke længere er kort som endnu ikke er vendt. Når dette sker tager programmet over, og flytter selv kortene op på es-bunkerne, da dette er en triviel opgave.

Der er tal under bunkerne, der fortæller hvor mange kort der er, da det giver en idé om hvor langt man er kommet, og om kabalen vil gå op. Hvis der er flere end tyve vendte kort i bunken, bliver det ofte vanskeligt at løse den, og runder den tredive kort, er det sjældent muligt!

Det bør måske afslutningsvis nævnes, at der ikke kommer noget fyrværkeri eller lignende, når man har løst kabalen!

 

 

Jeg løser kabalen 9 ud af 10 gange, så det er for det meste kun et spørgsmål om at spille sine kort rigtigt. Men enkelte gange er det bare umuligt at få tomme rækker! At kabalen er svær, men alligevel ofte går op, er i mine øjne en væsentlig kvalitet ved en kabale.

 
  Klik på dette link for at starte Diplomaten.
  Klik på dette link for at starte Diplomaten, med en fordeling af kortene, der er relativ nem at løse.
  Klik på dette link for at starte Diplomaten, med en fordeling af kortene, der er meget svær at løse.